På Färöarna besöker jag en bokhandel och finner Rune T. Kiddes självbiografi Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring (Modtryk, 2007). Ögonblicket senare har jag inhandlat boken. Den måste jag bara läsa. Rune träffade jag på 90-talet när han besökte Ljungby berättarfestival och gjorde reportage för Danmarks radio. 1999 framträdde han själv med berättelser och sånger tillsammans med sina bandmedlemmar. Nöjd konstaterar jag att han framhåller framträdandet i Ljungby som höjdpunkten i hans berättarkarriär.
Krumsprång handlar det verkligen om när man tar del av Runes liv. Han är en tusenkonstnär med alldeles egensinniga, galna, fantasieggande och starka berättelser.
Jag kan inte låta bli att delge er hans tankar om H.C. Andersen:
”Jag havde altid sagt, at H.C.Andersen slog fortællingerne ihjel. Det var naturligtvis grumme polemisk och bevidst provokerende; men noget er der nu om snakken. Han levde i den periode, hvor vandrehistorierne bygyndte at uddø, og han hjalp selv godt med til deres udryddelse ligesom Asbjørnsen, Moe och brøderne Grimm. De skrev vandrehistorierne ned, og på den måde stivnede og døde de. De skrevne historie forholdt man sig til som til en lærebog, en færdigstøbt form til efterligning. Man fortalte fra nu af kun historierne på én måde, for sådan var de jo skrevet ned, og sådan var de naturligtvis også korrekte. Men sådan var det jop slet ikke med de oprindelige vandrehistorier, de havde deres ganske særlige kendetegn.
Kigger man i Evald Tang Kristensens gigantiske historiesamlinger, så vil man opdage, at der i mange tilfælde er nedskrevet måske 15 versioner af den samme fortælling, de er bara slet icke ens. Nogle fortællere har glemt pointen eller digtet en ny, nogle maler og utbygger historien, nogle fjerner elementer eller laver helt nye, steder og personer ændrer identitet. Det er vandrehistoriens kendetegn, den har været i evig forandring. Sådan går det jo, når en fortælling går fra mund til mund i mange, mange led. Der kommer aldrig så meget som bare to helt ens udgaver.
Sådan har jeg altid selv arbejdet som historiefortaller; something old, something new, something borrowed, something blue. Ja, og så lidt stribet hattelak i ny og næ. Andersen burde skamme sig, han har bare lavet litteratur. Rejs en skamstøtte, vi vil have levende fortællinger.”
Per Gustavsson
