Under många år utgav Berättarnätet Kronoberg en medlemsskrift som hette Munvigan. Från det arkivet återanvänder vi, helt enligt tidens anda, följande inlägg av Svend-Erik Engh:
Da jeg var ung, kunne jag vælge mellem at blive sindssyg og sidde indespærret på Nordvang eller jeg kunne blive kunstner. Heldigvis valgt jeg det sidste. Min første erindring om at det var muligt for mig at træffe dette valg som ung, er en erindring fra min skoletid.
Jeg er 12 år, året er 1969. Skolen hedder Vestervangsskolen og ligger i Glostrup, en forstad til København. Vi har vikar i dansk. Hun har skrevet noget på tavlen.
Konsonanterne ”…ngstskr…” i den rækkefølge.
Vi får at vide, at der mangler en begyndelse og en slutning til at danne et danskt ord. Det er vores opgave at finde de manglende bogstaver.
Det er ikke så tit, jeg synes det der sker i skolen er intressant, men den her opgave er sjov. Jeg går hjem og arbejder intensivt. Næste time er jeg klar. Læreren skriver konsonanterne på tavlen, vender sig og spørger, om det er nogen, der har fundet løsningen.
Jeg rækker ivrigt fingeren i vejret. Hun siger venligt, at jeg skal gå op og skrive begyndelse og slutning på ordet.
Jeg går op til tavlen og skriver ”hi…” foran konsonanterne og ”…ål” efter.
Ordet: ”hingstskrål” er altså min løsning.
Vikaren ser skuffet på mig og beder mig om at gå ned på plads. Hun er tydeligvis ked af det. At jeg gør grin med hendes alvorlige øvelse. Der er kun en løsning, den rigtige løsning.
En af de pæne piger har fundet denne løsning, går op til tavlen, skriver ordet ”angstskrig” og får ros.
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort galt. Jeg er ikke ude på at provokere. Jeg synes bare, at hingstskrål er sådan et flot ord.
Her startede min karriere som kunstner. Tak for det, frøken vikar. Du blev godt nok sur på mig og skældte mig ud for ikke at tage opgaven alvorlig. Din autoriserede løsning, som du efterfølgende fik en av de pæne piger til at skrive på tavlen, var ikke bare autoriseret, men også den eneste. For dig. Og resten af mine klassekammerater. Dengang havde jeg ikke styrken til at sige til dig, at det er muligt at se verden fra forskellige synsvinkler. At jeg hellere vil høre en hingst skråle end jeg vil se et menneske skrige sin angst ud.
Hämtat ur Svend-Eriks bok Fortæl en historie, Édito förlag, 2012
Sagobygdens Blogg 